Når man skejer ud med ét stykke chokolade…

“Jeg spiser aldrig brød”

Sådan lyder overskriften på et interview med en af tidens mange trænere i et dameblad lige nu.

Vi har joket med det på Facebook. I samme interview er træneren citeret for, at “der også skal være plads til mandler og lidt mørk chokolade”. Og det ER sgu da sjovt, at det i nogle kredse anses for slik eller ligefrem at skeje ud, at spise en håndfuld nødder…

Det er også provokerende, synes jeg. For det er så langt fra så mange menneskers hverdag, at sundhed bliver noget helt uopnåeligt og det giver os også en undskyldning for ikke at leve bare nogenlunde sundt, fordi der er så lang vej igen, så man lige så godt kan drukne den dårlige samvittighed i kage og sodavand.

Jeg tror heller ikke, jeg endnu har set et interview med en mand, som handlede udelukkende om, hvordan han spiser og hvad han gør for at se godt ud. Måske findes de. Jeg har bare ikke læst dem. Men jeg ved, at der findes mange af den slags interviews med kvinder. Jeg bliver selv ind i mellem spurgt. Og jeg svarer efter bedste evne. Og forsøger at sætte en ære i at være en af relativt få kvindelige tv-værter, der tillader sig at have bløde arme og en forholdsvis bred mås på skærmen og i damebladene.

Til syvende og sidst gad jeg godt, at vi brugte vores hjerner og vores spalteplads på noget andet og mere. At vi talte mere om, hvordan vi skal være lykkelige i kærlighed, nu, hvor vi ikke længere er nødt til at være gift og leve i kernefamilier, end om hvilke madvarer vi har valgt at droppe. At vi debatterede hvilken politik, der skal til for at flest har det bedst muligt fremfor hvor mange mandler, man bør spise . At vi gik mere op i, hvad vi gør for at hjælpe folk på flugt end størrelsen på vores egen mavedelle.

Jeg siger ikke, at jeg ikke går op i, hvordan jeg ser ud eller hvad jeg spiser. Jeg siger bare, at jeg godt gad at gå mindre op i det. Og at jeg godt gad læse et dameblad, der hjalp mig med det.

FacebookTwitterGoogle+

Hatten af for langdistance

Når man rejser så meget som jeg gør, kan man ikke undgå at være væk på betydningsfulde tidspunkter. Jeg har ikke fejret min egen fødselsdag hjemme i et par år. Jeg var ikke hjemme, da min kæreste havde fødselsdag. Jeg er væk, når mine kære får gode nyheder, fejrer bogudgivelser, graviditeter og bryllupsdage. Jeg er væk, når de er indlagt på hospitalet, når de har en rigtig lortedag og når de vågner helt alene klokken 4 om morgenen og panikker over økonomien eller karrieren eller hvad man nu er bange for i mørket.

Misforstå mig endelig ikke, – jeg ELSKER mit arbejde og jeg er verdens heldigste! Så det er ikke ment som brok. Jeg kom bare til at tænke på alle jer, hvor det her er et vilkår for livet. Og hvor det ikke er noget, I selv har valgt måske. De, der elsker en soldat. De, der har en mor eller far på konstante forretningsrejser. De, der bor i Nordjylland og elsker nogen i København.

Det må også være lidt sådan det er, for vores delebørn. Man risikerer altid at være hos far, når man savner mor. Eller ville gerne have batman-blusen på i børnehave, men den er til vask hos far.

Der er masser af fordele ved at lære at være væk. Ved at kunne være, der hvor man er, selv om man har tankerne et andet sted. Man lærer også noget om, hvornår det så er vigtigt at være tilstede. Sammen.
Jeg insisterer for eksempel på at være hjemme på min datters fødselsdag. Det er ikke til debat. Den dag er den vigtigste i mit liv, også selv om hun er blevet 17 og nok helst vil fejres af vennerne. Det er den dag, jeg sidder og bliver sentimental ned i lagkagen. Hvor hendes far og jeg konkurrerer i “Kan du huske…” og hvor jeg tænker tilbage på dengang, jeg ikke kendte hende, – tænk, jeg anede ikke, hvor fantastisk hun var? Nå, det er en anden historie.

Min pointe er bare, at jeg har stor respekt for alle de, der skal skændes og elske og planlægge og være nærværende, sure, glade og sig selv via dårligt wifi eller en sløj telefonforbindelse. Jeg har selv prøvet at skændes i en telefon, hvor det kun var halvdelen af, hvad man sagde, der nåede frem. Det er ikke helt optimalt for udkommet, kan jeg afsløre. Så hatten af for jer, som har det som et dagligt vilkår at vågne op alene og lave mad alene og savne nogen. Jeg glæder mig selv, til jeg kommer hjem. Og til jeg skal afsted igen 🙂

FacebookTwitterGoogle+

Uge-blind. Og chili con carne

HVORFOR kan man ikke én gang for alle få ugenumrene ind i sit hovede?

Hver eneste gang nogen siger noget med ugenumre til mig, bliver der helt sort og tomt indvendig i min hjerne.
“Vi har sommerhuset i uge 31, – kig forbi!”, “Jeg har altid børn onsdag i ulige uger” eller “Der er eksamen i uge 25 og 26”. Det svarer til at fortælle mig vigtige informationer baglæns. På serbokroatisk. Med et hold-kæft-bolche i munden. Jeg fatter ikke budskabet.

Jeg har en app med en kalender med ugenumre på min telefon. Og en kalender. De to er ikke den samme kalender. Det havde ellers været smart. Men det kan enten jeg eller ny teknologi ikke. Så det kræver at jeg slår ugenummeret op for så at huske det plus datoen og så slår op i den anden kalender, – den, hvor jeg skriver mine aftaler. På telefonen. Der skal ikke komme mange sms´er i det tidsrum, fra jeg åbner ugenummer-appen og til jeg har noteret noget i den anden kalender, før aftalen står på en forkert dato og det er nogle vildt fremmede, jeg besøger i et sommerhus eller jeg lige misser et forældremøde/en eksamen/en børnefri-aften m.m.

Jeg foreslår derfor, at vi afskaffer ugenumre. Datoer og årstal, skudår og ekstra uger er rigeligt med tal, man kan rode rundt i, kalenderwise, når man har min hjerne. Tak på forhånd, – her får du inspiration til chili con carne:

Ingredienser:

Løg
Hakket oksekød
Hakkede tomater
Tomatpure
Kidneybønner
Herbamare Bouillon
Mørk chokolade eller kakao
Evt. kaffe
Chili
Hvidløg
Kanel
Spidskommen
Paprika
Evt. sellerisalt
Rørsukker/sirup
Du kan også bruge de grønsager, du kan lide, – hakkede. Det kan være rød peber, revet gulerod eller lign.

Steg hakkede løg i lidt olie til de er klare. Steg kødet, – (ikke for meget af gangen, så det koger i stedet for at blive brunet).
Kom bønnerne i. Hvis du køber bønner på dåse, kan du enten putte hele indholdet af dåsen i, – eller skylle bønnerne i en si, før de kommes i maden.
Tilsæt hakket eller presset hvidløg, chokolade, kaffe og krydderier. Brug gerne frisk, finthakket chili. Tilsæt et par spiseskefulde Herbamare Bouillon, – uden vand, – for smagens skyld. Hæld tomatpure og hakkede tomater i. Smag til med salt, peber, sukker og evt mere af de andre krydderier. Lad det stå og simre for at tage smag.

Serveres med avocado, lidt creme fraiche, hvis det er blevet stærkt og fintsnittet spidskål i stedet for ris, hvis du skal have flere grønsager og færre kulhydrater. Velbekomme.

 

 

 

 

 

FacebookTwitterGoogle+

Sandhedsserum eller kunsten at være frustreret

Alle dem, der har prøvet at vågne med en smådårlig smag i munden over noget, de har sagt dagen før, rækker hånden op.
Jeg håber ikke, jeg er den eneste, der sidder med labben i vejret nu?

For noget tid siden lavede jeg en aftale med mig selv om, at jeg skulle være bedre til at sige sandheden. Og dermed også sige nej, sige fra og sige stop og alt det der, der nemt kan føre til konflikter. Eller i hvert fald til, at man selv bliver bange for, at der opstår konflikter.

I min venindekreds har vi et begreb, som hedder Sandhedsserum. Det er, når man kommer til at sige lige præcis, hvad man tænker og mener om alt muligt, – som regel uden at være blevet spurgt og ofte på den lidt firkantede facon, hvor der ikke er tid og plads til at pakke ind i roser og cellofan. Nogle dage er man bare ude med riven og skruer helt op for kritik og uenighed for efterfølgende at se tilbage og tænke: “Hvad skete der lige der, fru Jekyll og Mrs Hyde?”

De seneste dage har jeg åbenbart kigget lige lovlig dybt i flasken med sandhedsserum selv. Og det er der egentlig ikke noget galt med, – som sagt har jeg en aftale med mig selv om at sige, hvad jeg faktisk mener, også når det bliver svært. MEN jeg har ikke fået indføjet i den kontrakt, at det er smart, dels at undgå de emner, som ikke umiddelbart er indenfor min indflydelse og dels at sandhedsserum er godt, når det kommer fra en person med overskud og overblik, som er nogenlunde grounded og hviler i sig selv og ikke fra et PMS-monster af en furie, der “altså bare liiiige vil sige, at det fandme er for dårligt at… ” cirka fire gange i timen… Suk.

Nå, men det, jeg er kommet frem til er:
At det er fint at sige sin mening. Det er dumt at blive ved med at sidde og sige det samme, især til folk, der ikke kan lave omstændighederne om.
At det er okay at være frustreret eller vred eller uenig. Det er dumt at være rasende og vifte med pegefingre og benytte enhver anledning til at sige NEJ, højt, insisterende, som en 2-årig i trodsalderen, som ikke har sovet til middag.
At ens gode venner og nærmeste omgivelser som regel har overbærenhed nok til at lukke ørerne og gennemskue at det handler om frustration og faktisk ikke er en generel utilfredshed med at de findes og trækker vejret.
Og at det kan være en stor hjælp, hvis de selvsamme omgivelser både rummer og bærer over OG samtidig siger til én, at nu skal man altså lige stikke piben ind.

Kunsten er, at kunne være frustreret uden at blive frustrerende at være i selskab med. Og at nøjes med en enkelt skefuld Sandhedsserum uden at falde i gryden, som en anden Obelix. Den gode nyhed er, at jeg arbejder på det…

(PS Jeg arbejder også stadig på at få flere grønsager og mere vand og mindre sukker og mindre kaffe. Og i den sammenhæng kan jeg da lige give dig det tip, at chili con carne med helt frisk, fintsnittet spidskål til i stedet for ris er dejlig aftensmad. Opskrift følger en af dagene).

 

 

FacebookTwitterGoogle+